Strategier lider selvdøden inden morgenmaden. At kulturen har noget med det at gøre, er ren victim blaming...

 

Hvordan overfører man visioner om og ideer til at løse kerneopgaven bedst fra ét ledelsesrum til et andet? Det er jeg vedvarende optaget af. Det kommer sig af, at jeg ofte tilbringer tid på flere ledelsesniveauer og i forskellige ledelsesforaer i de samme organisationer. Både på de politiske/strategiske niveauer og på de helt borgernære/driften. For der hvor jeg kigger fra, er der alt for ofte bøvl med implementeringen.


Begge steder har de samme ærinde: at skabe værdi for borgerne, og begge steder har jeg lyttet til dybt engagerede mennesker med tanker, ideer, intentioner (gode), ambitioner og sågar drømme om at skabe god velfærd. Om at understøtte gode liv. Det dybt bekymrende er, at det bare ikke er det samme, de er optaget af. Det store lysende, fælles WHY har et gulnet skær eller pæren er simpelthen gået. Og endnu mere bekymrende er det, hvor ofte de ikke taler sammen på tværs af de førnævnte rum.

 

For hvad holder egentlig sammen på en organisation og dens evne til at udvikle og skabe sammen, når vi taler sammen i isolerede rum? Både i fagligt opdelte organisatoriske søjler og i ledelsesniveauer. Hvordan indfries ambitioner og drømme, når vi taler om dem dekoblet fra hinanden - dekoblet fra dem, vi skal lykkes sammen med?

 

I mange organisationer gør man meget og lykkes med meget i forhold til at bryde grænser ned og være fælles. Virkelig meget! Men hvordan bliver vi ENDNU mere fælles og samstemte i at lykkes på tværs?

 

For risikoen er, at selv gode, smukke strategier lider selvdøden inden morgenmaden, hvis de ikke formidles og debatteres klogt, vedkommende og vedholdende i hele organisationen. På kryds og på tværs og på trods af de barrierer, der ellers kunne stille sig i vejen for den åbne, tillidsfulde dialog.


Så mit bud er: Kom ud af ledelsesrum og søljer og bedriv mere Antiledelse. Bedriv mere Deltagerskab. Accepter, du er en del af noget større.

Sådan gør du:

  • Tag et opgør med asymmetri - lyt til andre og lær af dem uanset deres position eller titel
  • Del ekspertrollen - ingen faglighed er længere nok i sig selv, så lyt og lær af de andre
  • Skab en fælles ambition og naviger efter den sammen. Bliv afstemt i jeres fælles retning, så I har frit bevæge- og handlerum. Også på egen hånd

Og til sidst: vil du skabe reelle forandringer, så forfald ikke til at tro, du har andres følgeskab før, de rent faktisk overhaler dig og påstår ideen var deres. For det er ikke kultur, der æder strategier til morgenmad. Strategierne dør af sig selv længe inden, fordi omfanget af opgaven med overlevering af visioner og ideer til andre undervurderes.

                                                                                         

God arbejdslyst med din næste forandring.