En blåøjet, hverdagsbedragers erkendelser og bekendelser

Jeg har fundet ud af, at jeg er utroligt naiv. Ganske blåøjet. En elendig løgnedetektor, der ryger lige i! Lidt irriterende, men da mine møder med deciderede svindlere heldigvis er sjældne, kunne jeg imidlertid nok lære at leve med det.

 

Men hvad værre er er, at jeg også falder pladask for de små og store gråmelerede hverdagsløgne. Dem uden den helt store betydning, men som dog vækker en lille subtil mistro til andre mennesker og deres motiver hver gang, de sker.

 

Jeg vidste nok godt, jeg ikke er super kritisk mesterdetektiv, der altid lugter lunten. Men at det var så udbredt et træk, kom alligevel bag på mig.

 

Jeg spottede det ved en tilfældighed og lidt i små ryk. Over et par omgange opdagede jeg, at personer ikke havde været helt ærlige i forskellige samarbejdssituationer.

 

Ikke noget alvorligt, blot sådan en talen mig efter munden, for…ja, for hvad? Det var ikke situationer, hvor nogen havde reelt udbytte af at fortie sin sande mening. Incitamentet var måske mere at undgå at skulle bruge kræfter på “snakken”. Den der snak om, hvad der er op og ned, rigtigt og forkert. Den der snak, der fordrer, at man engagerer sig.

 

Måske gad de pågældende simpelthen bare ikke sige sandheden, fordi den var bøvlet…

 

Med dette kørende i baghovedet befandt jeg mig en dag i en sammenhæng, hvor en anden udtrykte en lignende observation. Det fik mig til at spidse ører. Det var en leder, der fortalte om hendes forundring over medarbejdere, der ikke havde udtrykt deres sande oplevelse af et personalemøde. Det var på overfladen gået fint. Ingen sure miner eller dårlige vibrationer. Troede hun. 


For et par dage efter kommer det hende for øre, at folk havde været oprørte og nærmest grædt sig i søvn hver aften siden mødet. Hendes refleksion var som min: Hvorfor sagde ingen sandheden! Og lige bagefter: Hvorfor opdagede jeg det ikke?

 

Nu var min nysgerrighed for alvor vakt. Hvorfor skjuler nogle mennesker sandheden med en sådan dygtighed, at jeg (og andre) bliver snydt til at tro på deres glatte ansigts uoprigtige folder. Jeg måtte til bunds i det. Hvorfor er det en god idé IKKE at sige sin sandhed, men i stedet tie og samtykke på falske forudsætninger? Er det frygt? Konfliktskyhed? Er det uengagerethed? Eller noget helt fjerde?

 

Det smertefulde blik - indad

Første sted for min undersøgelse var at analysere mig selv. Gør jeg det samme? Siger jeg sommetider ja, når jeg mener nej. Undlader jeg sommertider at udtrykke sandheden? Har jeg selv adgang til hverdagsbedragerens pokerfjæs?

 

Og ja. Det må jeg erkende, jeg har. Måske nok i light-udgaven, men jeg kan da godt finde på at undlade at give min ærlige feedback på et røvsygt møde. Overfladisk rose et oplæg, jeg synes, var alenlangt og knastørt.

 

Hvorfor? Og hvad gør det mig til? En løgner? En bedrager? En doven, konfliktsky hund, der ikke gider engagere mig? Eller blot et menneske, der klogt vælger sine kampe med omhu? Og kort sagt: er der overhovedet konsekvenser ved at gå og hyggelyve? Kollektivt og for den enkelte?

 

For mig og den nævnte leder har konsekvensen været mistet tro på egne evner til at læse situationer rigtigt. Og samtidig er der i os begge plantet en lille mistro overfor andres ytringer. Kan vi overhovedet regne med det, der bliver sagt og ikke sagt?

 

Hvis vi to ikke er alene, synes jeg ligeledes, der er et kæmpe kollektivt tab, for jeg er i den grad tilhænger af alle former for tillid som fundamental værdi. Tilhænger af at holde den sociale kapital i kæmpe plus på arbejdspladser og alle øvrige relationer, vi befinder os i.

 

En ting er sikkert. Jeg er utrolig naiv og ganske blåøjet og indimellem udsat for at blive bedraget af et pokerfjæs. Andre gange er pokerfjæset mit, og den erkendelse er – ganske sandfærdigt – barsk. Jeg vil derfor granske videre i emnet og gøre, hvad jeg kan for at forblive mit naive og blåøjede jeg med dyb tro på det allerbedste i andre mennesker, det, de siger og deres intentioner.

 

Kram

Birgitte