Tabuer lever bedst i mørke, og er allergiske for åben dialog

Individuelle og organisatoriske tabuer kan være barrierer for resultatskabelse og tværgående samarbejde. De kan tilmed spænde ben for vigtig nytænkning, fordi de kan få os til at holde vores guldkorn for os selv.

 

Kuren er dog lige ved hånden, da den består af tillidsfulde fællesskaber kendetegnet af åbenhed og dialog. Et strejf af kærlig forståelse og ægte omsorg er heller ikke dårlige ingredienser at krydre medicinen med.

 

Det svære er dog at spotte, erkende og handle på, at vi er havnet i et tabu-mønster eller en tabu-kultur. For tabuerne lever bedst i mørke, og trives præcis i miljøer, hvor vi ikke føler, vi kan vise og tale åbent om, hvem vi er, og hvordan vi har det.  

Det beskrives ofte, at “det sidder i væggene", men sandheden er nok snarere, at det sidder i os selv.  

Tabuerne stjæler vigtig energi

Men kan tabuer virkelig gøre så meget skade? Ja, resultaterne af at arbejde målrettet med tabu-begrebet i lederudviklingsforløb, tyder på det. Frygten for at fejle, for at miste kontrollen, for at tabe ansigt, for at fremstå inkompetent, kan trække masser af energi til sig.

 

Vi oparbejder alle mulige former for undgåelsesstrategier, der tager opmærksomheden fra, at vi reelt kan være de bedste udgaver af os selv. Vi forsøger at undgå fejl, undgå kontroltab, undgå at fremstå inkompetent. Nogle gange ved at stille umenneskeligt høje krav indadtil, og andre gang ved at booste vores ego uklædeligt udadtil.  

 

Heldigvis viser erfaringerne, at når tabuer kommer op til overfladen, via åben dialog, følger masser af transformationskraft med. Det bliver muligt at konfrontere og ændre sine handlemønstre, når man mødes med accept af de følelser, der ligger til grund for tabuers opståen og eksistens. Og ofte viser de sig at være alment kendte og helt genkendelige for andre, når de siges højt.

 

Lyset opløser og løfter

Vejen til at opløse tabuernes forbandelse ligger i at lyse på dem via åben dialog. Et tabu, der undersøges kærligt, nysgerrigt og konstruktivt, taber hurtigt sin magt. For der ligger yderst sjældent negative hensigter til grund for tabu-generede handlinger. De er en del af at opretholde og passe på sig selv. Men de kan i de primitiveste former fremstå som sådan.

 

Tegn på en tabukultur kan være generel mistrivsel eller sågar forråelse, og det letteste i verden er at udpege det som ”dårlig ledelse” eller ”dårligt kollegaskab”. 

Lys derfor varmt på tabuerne, og bryd barriererne for trivsel og resultatskabelse ned. Der kan nemlig frisættes masser af konstruktiv ledelses- og kollegakraft ved at arbejde målrettet med dialoger om tabuernes betydning for den enkelte og for fællesskabet.

Birgitte