Mere menneske - mindre model, når forandringens vinde raser!
Skalér så forandringsønsket op til at favne hele arbejdspladser eller organisationer. Så mangedobles besværlighederne. Det fører ofte til, at der gribes til de ”logiske” procesgreb: en simpel og overskuelig model mixet med kontrol. Jeg må indrømme, at jeg ikke mener, det er den rigtige vej at gå.
Faktisk er en af de mest præcise illustrationer, jeg endnu har set af en forandringsproces, et stykke krøllet papir med kruseduller, der ovenikøbet var revet lidt itu. Det papir holdt mig vågen, for det mindede mig om, at jeg i forandring er vedvarende nødt til at tænke selv. Nødt til at være situationen bevidst. Nødt til at forhandle aktuel retning og mening med menneskene omkring mig. Nødt til at være i stand til på en gang at observere og handle, give slip og holde fast, lytte og tale.
Og at kunsten er at vide, hvornår jeg skal gøre hvad.
Derfor bliver jeg en smule opgivende, når jeg ser forandringsprocesser hevet helt ned på niveau med de lavest hængende frugter. Helt ned, hvor illusionen om kontrol stadig florerer, som et fortidslevn fra en udtjent verdensforståelse. Hvor forandring helt utopisk foregår lineært, kronologisk, veltilrettelagt, forudsagt og kontrollerbart.
Og et er, at det jo aldrig går på den måde. Forandringer
følger sjældent en forudbestemt snor. Men noget andet er, at det kan
foranledige mennesker til at tro, at det gør. Så opstår der frustration, der
kunne have været undgået, når projekter kuldsejler, trækker ud eller bliver
helt anderledes end forventet. De forkerte bliver måske straffet eller føler
skyld.
Så bindes energien i opmærksomhed på modellen. Eller på at finde fejl. Ikke i det reelle problem. Ikke i den reelle løsning – hvis der altså findes sådan en.
Ligeligt trist er det, når modellerne kommunikeres lige
lovligt smart. På glittet papir i et fint diagram. I smukke runde
lagkagemodeller eller i fine kvadratiske kasser. Og når det hele begynder med
samme bogstav. Eller præcis kan beskrives med tre spidsformulede begreber. Det
gør mig træt, tung og trist!
For det er ikke virkeligt. Det gør os dumme, og fjerner vores fokus fra at tænke selv. Vi risikerer at overse det åbenlyse og de underliggende potentialer, der skal grædes frem. Eller grines frem. Eller som vokser så uendeligt vedholdende, men samtidigt så uendeligt langsomt, at målområdet er pillet ned, når de når frem.
Vi skal bevare kontakten til det, vi forandrer
Modellerne kan få os til at glemme at observere, lytte, mærke efter, sove på det, speede op, give slip, holde fast. Være i kontakt med nuet. Være i kontakt med problemet i den form, det indtager netop nu. I rette tid, på rette sted, med rette indsats. Eller uden indsats, hvis det er tålmodighed, der skal til.
Så hvad skal vi sætte i stedet for? Hvad kan hjælpe os med at løse de helt konkrete og komplekse problemer, vi fortæller hinanden så hjerteskærende, at vi står midt i.
Først og fremmest skal vi måske skrue lidt ned for brugen af de fastfrysende modeller, der har været med til at bringe os i suppedasen. For der er ingen lette veje i ledelse af komplekse forandringer. Men det betyder ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Og det betyder heller ikke, at det ikke kan være både velordnet, smukt, lagkageformet, bogstavrime osv. Vi skal bare gøre os det klart, at det også kan være alt muligt andet: kaotisk, grimt, krøllet eller synge i disharmoni. Fantastiske fremskridt kan manifestere sig som smerte og sorg.
Og første skridt er at lade være med at bilde os selv og
hinanden ind, at det kan fikses på baggrund af en simpel model. Vi skal i
stedet stræbe efter en tredje vej, hvor kunsten er at være i kontakt med det
aktuelle og handle i overensstemmelse hermed. Med al den smukke besværlighed,
der følger med.
Birgitte