Hop ud af komfortzonen...

"Stafetten" bragt i Nordjyske, den 1. august 2022.

Jeg fortrød det næsten lige med det samme. At jeg havde sagt ja til at gribe "Stafetten". Men paraderne var åbenbart nede et kort øjeblik her dybt inde i ferieafslapningens anti-alarmerethed.

 

I et øjebliks uopmærksomhed havde jeg fuldstændig glemt det verbale tæskehold, der ofte venter hvilken som helst gyldig som ligegyldig ytring i medier og ikke mindst på de sociale medier. Jeg havde fuldstændig svedt ud, at jeg af samme grund har besluttet mig for at lægge skriveriet mere eller mindre på hylden - simpelthen i mit gode humørs tjeneste.

 

Men ja’et var sagt, og jeg måtte i gang med at skrive om, hvad der optager mig netop nu. Og faktisk er det et ret let spørgsmål at besvare. For der er ét emne, der optager mig over alt andet: min forestående første rejse til New York, USA.

 

En rejse, der har en fin lille parallel til mit ja til at skrive Stafetten her. For begge dele kræver, at jeg træder ud af min komfortzone. Træder ud, hvor jeg ikke er i kontrol over begivenhedernes gang. Det langt lettere valg ville jo være at sige nej.

 

Men faktisk er lejlighedsvise ture ud af komfortzonen en tilgang, jeg sværger ret meget til. En tilgang, der er ganske velegnet, hvis man er et menneske, der værdsætter livslang udvikling. At man fra tid til anden, træder ud i en aktivitet, hvor man ikke er i kontrol eller kan forudsige udfaldet. At man opsøger sammenhænge, hvor den mentale elastik er nødt til at blive spændt ud i en ny facon.

 

Jeg vil forsøge at skildre ovenstående pointe med et eksempel på, hvordan det bevidste tilvalg af det uforudsigelige kan føre til nye indsigter og inspirere til fremtidigt mod. Et eksempel hentet fra en camino-vandring (vandrerute i det nordlige Spanien), der til evig tid vil stå som en påmindelse om, at turen ud af komfortzonen netop kan være det, der fører til noget bedre.

 

Sagen var den, at min vandreveninde og jeg ikke rigtig havde sat os ind i forholdene på ruten. Desuden havde vi valgt at gå uden for sæsonen, hvor meget var lukket ned for vinteren. Den første aften når det at blive mørkt, før vi når frem til en by, hvor vi kan spise og sove. 

Sulten og trætheden begynder at melde sig, og til alt held kan vi endelig se en by forude. Desværre viser det sig blot at være en samling huse. Vi ser dog lys fra et lille borgercenter, hvor vi møder en ældre herre, der hurtigt forstår vores engelske/danske/spanske/kropssproglige spørgsmål om overnatningsmuligheder.

 

Han tager heroisk opgaven på sig med at finde os et logi. Vi traver håbefulde efter ham mod et nærliggende hus, hvor han får banket så eftertrykkeligt på døren, at en kvinde kommer til syne på en altan på første sal. Herfra begynder en ophedet diskussion mellem vores lokale hjælper og den tilsyneladende modvillige kvinde, der ikke er venlig stemt for at forbarme sig over et par turistpilgrimme, der ikke har sat sig ordentlig ind i de lokale solnedgangstider.

 

Vores entusiastiske nye ven sætter sig dog så hårdt igennem, at kvinden på altanen modvilligt kommer ned. Det viser sig, at hun har et vinter-nedlukket hotel tæt på, og hele det lille følge går nu i samlet flok i mørket dertil.

 

Øjeblikket efter står vi i et koldt og beskidt værelse, hvor sengetøjet ikke er skiftet efter de seneste, støvede pilgrimme har forladt det. Kvinden noterer værelsets pris på en lille seddel og rækker den til os: 42 euro. 42 euro for et gustent værelse, men dog et trygt sted, hvor vi endelig kan smide vores tyngende oppakning og hvile vores trætte kroppe og ømme fødder.

 

Min veninde og jeg rykker lidt uroligt på os, og efter en lynhurtig fordel/ulempe-beregning udveksler vi blikke, og siger i kor: nej tak.

 

Da vi øjeblikket efter atter går ud af den kulsorte camino, føler vi os voldsomt opløftet. Vi anede ikke, hvad der ventede forude, men vi havde valgt at tro på, at vi kunne finde noget bedre, fremfor at sige ja til den umiddelbart trygge, men halvdårlige (og hjemsøgte?) løsning.

 

Vi havde aldrig prøvet denne situation før, men vi troede på, vi kunne klare det. Lige der i det Nordspanske aftenmørke kunne vi mærke universets puls i vores årer og se Mælkevejen folde sig ud over vores hoveder. Vi var i den grad i live!

 

For at gøre en lang historie kort, så kom vi efter et par kilometer til et hotel med et ledigt værelse og en åben restaurant. Så vores valg om at træde ud i det ukendte førte til en tre-retters menu og to varme og rene senge. Vi taler stadig om vores power-beslutning den aften på caminoen. Hvordan vi overvandt frygten for, hvad der ventede i mørket - og skyldfølelsen over at afvise de venlige menneskers hjælp.

 

Det letteste i verden er at vælge de letteste løsninger. Men vælger man at tro på, at magien opstår udenfor komfortzonen, så må man indimellem trave ud i mørket. Derfor sagde jeg ja til Stafetten på trods af frygten for negative reaktioner. Og derfor kaster jeg mig om lidt ud i en lidt overvældende rejse alene til New York.

 

Fordi jeg tror på, det er i det uforudsigelige, vi vokser og tydeligst mærker universets puls.

Buen camino!
Birgitte


PS: Ovenstående har jeg i den grad fået bekræftet på min netop overståede rejse...