Mest af alt, er du dig…

“Du lærer, hvem du er, når du optræder som en, du ikke er.”

 

Sådan nogenlunde lød en sætning midt i en tilfældig opstået samtale på en trappeafsats i Harlem, New York for nogle uger siden. Manden, der sagde ordene, var kunstneren Daniel, og han havde netop klargjort sine værker til udstilling i det lille galleri i huset, hvor jeg havde mit logi.

 

Han henviste flere gange i vores samtale til citatet som en vigtig del af sin egen svære udviklingsrejse – som kunstner og som menneske.

 

Og hvor gav hans ord genklang!

 

Fra mig selv, når jeg har befundet mig i situationer, der ikke har været rigtige for mig. Hvor mit nervesystem har skreget, men jeg har vendt det døve øre til. Situationer, hvor jeg ikke har haft modet til at konfrontere og stå ved min sårbarheds vigtige budskaber.

 

Og det gav genklang fra samtaler med andre. Fra private sammenhænge, hvor venner eller familie har hængt fast i fx jobs eller relationer, der gjorde dem ulykkelige. Hvor det var tydeligt, at de var “ude af sig selv”, og kæmpede med alt det, der ikke var dem. 

Og fra arbejdsmæssige sammenhænge, hvor både individer, arbejdspladser og såmænd hele organisationer, kan ende med at optræde som, de ikke er. Og komme til at hænge fast i den forkerte karakter eller kultur med mistrivsel som resultat.

 

Heldigvis også genklang fra de inspirerende eksempler, hvor mennesker eller kollektiver har turdet lytte til de indre skrig, og taget de modige konsekvenser heraf, for atter at genfinde og optræde fornyet som sig selv. 

Daniel som et lysende eksempel herpå.

 

For pointen er, at det, du reagerer kraftigst på, og som har potentialet til at accelerere dig væk fra dig selv, har en enorm visdom i sig. Om hvem du er. Men om du lytter til visdommen, og om du omsætter den til noget brugbart, er op til dig:

 

1.     Du kan bruge den til at holde fast i en udgave af dig formørket af skyld og skam: din egen, andres, samfundets.

 

2.     Eller du kan bruge den til at guide dig i retning af menneskelig vækst, din egen, andres, samfundets.

 

Daniel havde valgt mulighed nr. 2, og hans vej gik gennem kreativ udfoldelse. Via leg med materialer og udtryksformer. Via at give slip på spørgsmål som ”hvad”, ”hvordan” og ”med hvilket resultat”. Ved i stedet at være til stede og lytte fordomsfrit til sit hjerte, uanset hvilken barriere eller sårbarhed, der dukkede op i processen.

 

Ved at træde ud af sin komfortzone, og finde ind til sig selv og sin intention (som kunstner og menneske) via den kreative leg.

 

Kort sagt ved at:

Trække vejret

Lytte fordomsfrit til sit hjerte

Overføre det hørte til, hvilken som helst udtryksform, der falder naturligt

Forblive i en legende proces, hvor kernespørgsmålet er "JA og hvad mere?" uanset, hvad der kommer

Opdage sin egen intention

 

 

Mest af alt, er du dig...

 

“Du lærer, hvem du er, når du optræder som en, du ikke er.”

 

Den aften i Harlem, fik jeg et indkig i en forandringsrejse, der tog modigt afsæt i livets bøvl, og nu var manifesteret i den smukkeste udstilling. 

En inspirerende fortælling om at genfinde sig selv gennem insisteren på at se og forstørre sit indre lys i svære tider. Uden på forhånd at have et egostyret billede af, hvor processen skal ende.

 

Mit møde med Daniel var ladet med så meget positiv faglig og personlig inspiration, at jeg slet ikke kan lade være med at give det videre.

 

Jeg håber, det også giver genklang hos dig.

Birgitte



PS: Billedet er fra Daniels udstilling den aften i Harlem