Stort ja tak til ”det selvkærlige burde”

Da jeg blev 50 år sidste år, skrev jeg en artikel om de refleksioner, jeg havde ved det skarpe hjørne. Som det altid er, når noget presser sig på, var det med afsæt i en lidt ilter energi, fordi noget var begyndt at irritere.

 

Irritationen kom, når jeg så diverse reklamer målrettet min aldersgruppe, og jeg måtte konstatere, at den virkelighed, de talte ind i, ikke var min. Så kunne jeg godt blive indfanget af følelsen af, at det var mig, der var det forkerte sted. Mig, der var noget galt med.

 

Med et forsøg på en humoristisk tone, handlede artiklen i bund og grund om min følelse af, at jeg ”burde” gøre mere, være nået længere, have styr på flere ting i mit fremskredne liv som 50-årig. Jeg har jo ikke ligget på den lade side i de første 50 år. Jeg har halset afsted for at realisere familieliv, karriere, forbedret mine løbetider og forsøgt at rette ryggen hele vejen. Men det var åbenbart ikke nok…

 

Teksten var også en beskrivelse af den strategiske virkelighedsflugt, jeg tyede til, når burde-bebrejdelserne blev for meget: jeg gik på Netflix. Måske ikke den mest hensigtsmæssige strategi, men den virkede i øjeblikket og cirka i et øjeblik.

 

Som det så ofte er, så forstår jeg egentlig ikke, hvad jeg mener, når jeg mener noget. Heller ikke da jeg skrev den tekst. Det vil sige, følelsen kommer først, og den er ordløs og uden nærmere forklaring. Først længe efter forstår mit rationelle hoved, hvad det hele egentlig gik ud på.

 

 

"Ydre burde” og "indre burde”

Nu nærmer jeg mig så langsomt min 51-års fødselsdag, og jeg har fået nogle kilometer i benene i denne nye livsfase. Og her var det så, at jeg pludselig forstod, hvad der havde været på færde med mig og det der ”burde”.

 

Det ”burde”, jeg havde været så vred over at ligge under for, kom ude fra. Det var min tolkning af omgivelsernes billede af, hvem og hvad jeg ”burde” være. Og tænk, det lyder jo fuldstændigt banalt, at jeg ikke fattede det. At jeg var så meget fedtet ind i en forståelse af mig selv som en del af en virkelighed, hvor man kunne være rigtig eller forkert, have succes eller fiasko, skulle have pletfri facade og de skamfulde tabuer, skulle man sørge for at gemme inde bagved. Jamen, det troede jeg!!!

 

Erkendelsen kom, da jeg i den seneste tid, jeg deltaget i et projekt, hvor jeg har til opgave at lave nogle selvrefleksioner og optage dem på video, mens de står på. Her opdager jeg – no surprise -, at jeg stadig kæmper med ”burde”. Men til min store overraskelse har det ”burde”, jeg kæmper med, ændret karakter.

 

Jeg hører mig selv sige ord som livsabstinenser, livsformål, livspotentiale. Sågar endda livsliderlighed.

 

Jeg hører mig sige – med opilnet stemme -, at jeg ikke gider ligge under for en gammel forstokket model over, hvordan man skal være som plus 50-årig. Jeg siger, at jeg ikke har lyst til at indfri mit potentiale her på jorden ved kun at leve op til slattent ”burde”, som andre har puttet ned over hovedet på mig.

 

Stridigheden i mig er gået fra at være en kamp i en tilpasning til et ”burde” defineret udefra – et ”ydre burde”. Til at være en kamp i et ”burde” defineret indefra – et ”indre burde” defineret af mig selv i forhold til at blive bedre til at prioritere, hvad der gør mig glad, og hvor jeg oplever mening.

 

Lidt poppet sagt: et mere ”selvkærligt burde”.

 

Nogle vil måske læse det som egoisme. Og hvis det er egoisme, ikke at slå sig selv i hovedet med, at der ”burde” være flere penge i netbanken, at jeg ”burde” præstere bedre løbetider, at jeg burde have en vildere titel på linkedin. Så ja! Så er jeg blevet forført af et ”egoistisk burde”, der leder mig mod mørke kræfter.

 

Men hvis man kan finde den mindste smule spejling i, at der er en form for lettelse i at give slip på optagetheden af det ”ydre burde”, så hjertelig velkommen i klubben. Netflix er stadig dejligt, men det er ikke længere en flugt, blot en aktivitet.

 

Og nu må du have mig undskyldt, for jeg skal ud og udfolde mit sande livspotentiale - indefra…

 

Kram fra

Birgitte

 

Eftertanker:

På trods af at den beskrevne proces foregår over tid, så er illusionen om, at selvforståelse foregår på en fin og ordentlig, fremadskridende tidslinje, ja, blot en illusion.

 

Selvrefleksion og dertilhørende erkendelser er ikke fine, ensporede veje mod frelse, men for pokker, de er som regel alle vildvejene værd!

Link til oprindelige artikel i Politiken: 
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8493756/At-blive-50-og-stadig-v%C3%A6re-fucked-up-p%C3%A5-burde